Derfor bør du holde øje med inflationen i USA
Tim Kristensen, Uvildig Økonomisk Rådgiver
Udgivet d. 02. februar 2023
Den danske inflation har haft fart på i opadgående retning i størstedelen af 2022, og vi oplevede først et inflationsknæk i årets sidste kvartal. Samtidigt oplevede inflationen i USA sit knæk allerede hen over sommeren i 2022.
Men hvorfor er det gode nyheder for dig, og hvorfor bør du overhovedet bruge energi på inflationen for et land på den anden side af Atlanterhavet? Læs med videre, og bliv klogere på, hvordan den amerikanske inflation påvirker din privatøkonomi.
Hvorfor er inflationen i USA vigtig for mig?
Et af verdens største økonomier er uden tvivl USA. Hvis man forestiller sig verdensøkonomien som et stort maskineri, er Danmark kun et lille tandhjul, hvorimod USA udgør et af maskineriets største tandhjul. Når det amerikanske tandhjul skifter retning, følger de resterende tandhjul som udgangspunkt med. Når der sker store ændringer i den amerikanske økonomi, kan vi derfor oftest mærke en lignende ændring herhjemme.
Årlig udvikling i inflation siden 2000
Som tommelfingerregel bevæger den danske inflation sig med ca. et halvt års forsinkelse i forhold til den amerikanske, hvilket til dels også var gældende i 2022. Hvor inflationen i USA toppede tilbage i juni 2022, ramte Danmark først sit toppunkt i oktober 2022. Nu hvor den amerikanske inflation har været stabilt nedadgående de seneste seks måneder, er der derfor også en forventning om at Danmarks inflation fortsætter i samme retning.
Udviklingen i inflationen for 2022
Hvorfor falder inflationen?
Vi kan hovedsageligt kigge mod centralbankerne rundt omkring i verden, når vi skal pege på, hvorfor inflationen er faldet. Drastiske inflationsstigninger, som dem vi oplevede i 2022, har en skadelig effekt på vores økonomi, hvis ikke der bliver taget hånd om problemet i tide. Derfor går centralbankerne ind og påvirker markedet, ved at justere på indlånsrenten. Når renten hæves, bremses den høje økonomiske aktivitet, som har fået inflationen til at stige.
Årsagen bag inflationsfaldet i USA er derfor, at deres centralbank (FED) har hævet indlånsrenten for at bremse forbrugernes købefest - en strategi som Danmarks Nationalbank har imiteret.
FED hævede i onsdags indlånsrenten med 0,25 procentpoint til et spænd mellem 4,5-4,75%, hvilket er det højeste renten har nået siden oktober 2007.
Denne rentestigning er den ottende siden marts 2022, hvis formål er at bekæmpe inflationen. FED vil afvente rentestigningernes indflydelse på inflationen, men de forventer fortsat behov for yderligere rentestigninger i løbet af 2023.