Variabel Rente
Portræt af Tim Kristensen

Variabel rente - Hvilket lån skal jeg vælge i 2024?

Tim Kristensen, uvildig økonomisk rådgiver
Opdateret d. 6. juni 2024

Har du brug for hjælp til at gennemskue, hvilket boliglån du skal vælge, hvis du overvejer at købe bolig i løbet af 2024? Så er du kommet til det rette sted. Vi gennemgår i denne artikel, de mest gængse muligheder for variabel rente på markedet, og giver vores anbefalinger til, hvilket lån du bør bruge til at finansiere dit boligkøb i 2024, og hvilke lån du bør undgå.

Variabel rente: Hvilket lån skal jeg vælge?

Hvis du optager et lån med variabel rente, har du mulighed for at vælge, hvor ofte renten på dit lån skal tilpasses. Som udgangspunkt har du fem valgmuligheder:

Skal jeg vælge et F10 lån?

Svar: Nej.

Vi anbefaler ikke, at du vælger et F10 lån - og det er der en rigtig god grund til. Du binder nemlig dit lån i 10 år til en bestemt rente, og det er meget dyrt at komme ud af et F10 før tid. Falder renten på markedet i løbet af den 10-årige periode, før dit lån bliver rentetilpasset (hvilket er meget sandsynligt), vil du være bundet til din højere rente i de 10 år. Du kan derfor blot se med på sidelinjen, mens dine naboer kan nyde godt af de lavere renter.

Vi anbefaler derfor altid, at du undgår at tage et F10 lån, og i stedet kigger på andre muligheder. Du kan f.eks. vælge et andet variabelt lån, hvor renten tilpasses oftere. På den måde er du ikke bundet ligeså længe ad gangen. Du kan dog også overveje et fastforrentet lån som et bedre alternativ. Her kan du udnytte markedets renteudsving ved at omlægge, når markedet byder på bedre muligheder.

Skal jeg vælge et F5 lån?

Svar: Nej.

Som markedet ser ud, er 2024 ikke året for F5 lånet. Der er klare forventninger om, at renten vil være faldende hen over 2024. Du vil derfor stå i samme situation, som ved F10 lånet, at du vil være bundet til et lån, som på sigt vil være en dårlig investering for dig. Du vil være bundet til den nuværende rente i fem år, og grundet de dyre omkostninger forbundet med at komme ud af lånet før tid, vil du ikke kunne udnytte det forventede rentefald. Det vil som tommelfingerregel koste dig 3-6% af din restgæld, at slippe ud af dit F5 lån før tid - og så kan det dårligt betale sig.

Vi anbefaler derfor, at du ikke går efter et F5 lån, men overvejer et variabelt lån med rentetilpasning hver sjette måned, så du ikke er bundet til dit lån, når renterne falder over det næste års tid.

Skal jeg vælge et F3 lån?

Svar: Nej.

Ligesom med F5 lånet, er 2024 ikke det rette år at overveje et F3 lån i. De rentefald som forventeligt vil komme over de næste 2 år betyder, at du kommer til at sidde med en unødvendig høj rente i en stor del af lånets løbetid. Også her er det en dyr affære, at komme ud af lånet, før de tre år er gået, og dit lån igen skal rentetilpasses.

Vores anbefaling er derfor, at du ikke vælger et F3 lån, men derimod vælger et af de variable lån, som allerede tilpasses hvert halve år - så går du ikke glip af de muligheder, der forventes at opstå i løbet af 2024, når renterne falder.

Skal jeg vælge et F1 lån?

Svar: Nej.

Med et F1 lån, er vi ved at nærme os et variabelt lån, med en tilpasningsperiode, som kan betale sig for dig i 2024. Dog ligger renterne på F1 lånene hos de forskellige realkreditter så tæt op ad deres variable lån med rentetilpasning hvert halve år, at du ligeså godt kan vælge den mere fleksible løsning, der kun låser dig fast i lånet i 6 måneder.

Fra vores side af, anbefaler vi derfor, at du dropper F1 lånet, og kigger hen mod de variable lån med 6 måneders rentetilpasning.

Skal jeg vælge et F-kort/Flex Kort/Kort Rente/Jyske Kort Rente lån?

Svar: Ja.

Kært barn har mange navne, men fælles for dem alle er, at de dækker over variable lån, som rentetilpasses hvert halve år. Det er bare de forskellige realkreditinstitutter, som kalder lånet noget forskelligt. Hvis du gerne vil have et variabelforrentet lån i 2024, så er det her du skal vælge at handle - i hvert fald hvis du spørger os. Renterne ser nemlig ud til at være på vej nedad, og hvis du har et lån med denne korte rente, kan du hvert halve år få lov til at følge renterne ned ad.

Derudover har disse lån også oftest markedets laveste renter, og du kan derfor både blæse og samtidig have mel i munden, hvis du vælger et F-kort/Flex Kort/Kort Rente/Jyske Kort Rente lån.

Vi er derfor ikke i tvivl om, at du bør vælge et variabelt lån som tilrettes hver sjette måned - hvis du vel og mærket er den mere risikovillige type, og derfor vil foretrække et variabelt lån, frem for et fastforrentet et af slagsen.

Hvad med fast rente?

Svar: Ja.

Er du ikke så meget til den variable rente? Så går du heller ikke galt i byen med et fastforrentet lån. Med den faste rente har du den samme rente i hele lånets løbetid, og der er ikke noget med, at banken lige pludseligt giver dig en ny rente.

Til gengæld kan du selv vælge, hvornår du vil have en ny. Det gør du ved at omlægge dit lån, når du synes det giver mening. På den måde vil du stadigvæk kunne udnytte de rentefald vi forventer at møde i 2024 og 2025. Tricket er at lave sin låneomlægning når renten falder og kursen er høj.

Du kan selv holde øje med rente- og kursudviklingerne eller du kan få os til det.

Ofte Stillede Spørgsmål (FAQ)