Unge kan blive inflationens 'vindere'

Lene Bjerring, indehaver og økonomisk rådgiver BoFinans
Udgivet d. 21. juni 2022

Vi behøver næsten ikke skrive det igen: Vi oplever i øjeblikket rekordhøje prisstigninger. Mange oplever disse prisstigninger som en klart negativ udvikling i deres dagligdag, da det lægger et pres på hverdagsøkonomien. Priserne på brændstof, dagligvarer og energi har været blandt de værste syndere, og vi oplever at kunne få meget mindre værdi for pengene. Dog kan den yngre befolkning måske drage fordel af den høje inflation.

Inflation betyder ofte højere lønninger

Når inflationen stiger, stiger lønningerne som regel også. Det sker simpelthen fordi lønmodtagerne ofte kræver lønstigninger for at få råd til de forhøjede leveomkostninger. For den ældre generation, som snart går pensionsalderen i møde, er dette ikke voldsomt relevant - tværtimod. Lønstigningen har en kortvarig effekt for dem, mens deres aktiver (aktier, obligationer, ejerboliger og pensionsdepoter) er faldet i værdi som følge af inflationen.

Vil du have råd om, hvordan du bør forholde dig til inflationen?

Snak med en rådgiver

Unge derimod har lang tid tilbage på arbejdsmarkedet, og kan derfor drage nytte af en lønstigning i lang tid. Derudover har færre unge de samme aktiver som den ældre generation, og de bliver derfor ikke ligeså påvirket af de førnævnte værdifald. Til gengæld giver kombinationen af en potentiel lønstigning og værdifaldet i f.eks. aktier og ejerboliger give de unge rigtig gode muligheder for gode investeringer. De kan nemlig bruge deres ekstra indtjening på at investere i billigere aktiver.

Er man derfor i arbejde og uden værdifaldende aktiver, er det en god idé at forhandle løn med sin arbejdsgiver. Lykkedes man med det, er vores anbefaling at sætte en god del af lønstigningen til side på en opsparing, og senere bruge opsparingen på at investere i f.eks. en ejerbolig eller andre aktiver. På den måde kan du potentielt blive en af inflationens 'vindere'.