Indefrosne Feriepenge
Portræt af Lene Bjerring

Indefrosne feriepenge: Udbetaling eller ej?

Udgivet d. 03 oktober 2020
Lene Bjerring, partner og økonomisk rådgiver hos BoFinans

Mange danskere har lige nu muligheden for at hæve tre uger af de feriepenge der blev indefrosset, da vi gik over til det nye feriesystem i Danmark. Det er dog ikke alle der drager lige stor fordel af at hæve pengene. Læs med her for at blive klogere på, om det er en god idé for dig at få dine indefrosne feriepenge udbetalt eller ej.

Hvem bør få udbetalt sine indefrosne feriepenge?

Hvis du er på offentlig forsørgelse, kan det være en idé at få pengene udbetalt, så man kan få styrket sin økonomi. Du står nok og mangler pengene til noget, du ellers ikke ville have mulighed for at købe. Fordelen er, at udbetalingen ikke vil blive modregnet dine offentlige ydelser, så som boligstøtte og dagpenge. Du skal dog stadigvæk betale skat af pengene.

Har du en større pensionsopsparing, er pengene bedre udnyttet idag, end når du går på pension. Det skyldes at udbetalingen vil blive modregnet dit pensionstillæg og sociale ydelser, hvis du vil få mere end 88.700 kr. udbetalt om året når du går på pension.

Sidder du i en dyr gæld, kan du udnytte dine feriepenge til at få betalt gælden af. På den måde kan du spare dyre renter og gebyrer.

Har du en investering, du forventer vil give mere end 4% i afkast om året, og er du lidt mere risikovillig, kan du hæve pengene og investere dem selv. Foretager du dig ikke noget, vil dem som varetager Lønmodtagernes Feriemidler , LD Fonde, fortsat investere dem. Det forventes at denne investering vil give et afkast på 3,5 - 4% årligt. Dog er der ingen garanti. For dig er det en risikofri investering, men har du mod på det, kan du selv vælge at investere pengene og potentielt få en større gevinst ud af det.

Står du overfor et boligkøb, kan du også vælge at investere pengene heri. I dag skal man som minimum selv lægge 5% + omkostninger i udbetalingen, og der kan de tre ugers feriepenge falde på et tørt sted og være med til at gøre det umulige muligt. Man mister godt nok det afkast man får ved at lade pengene blive stående, dog vil den gevinst du muligvis får over tid på din bolig være skattefri.

Uanset hvorfor du vælger at få udbetalt dine feriepenge, så husk at rette i din forskudsopgørelse hos SKAT. Så kan du nemlig undgå skattesmæk når årsopgørelsen kommer til foråret 2021. Læs hvorfor.

Hvem bør lade feriepengene forblive indefrosne?

Har du ikke umiddelbart noget specifikt at bruge pengene på, kan det være en god idé at lade dem stå. Får du pengene udbetalt og lader dem stå i din egen bank, kan du risikere ikke opnå renter på beløbet. I visse tilfælde kan du endda opleve at skulle betale negative renter, hvis du har mange penge stående på kontoen. Grænsen for hvornår der betales negative renter er individuelt fra pengeinstitut til pengeinstitut.

Betaler du topskat, vil du blive hårdere beskattet af udbetalingen end andre. Så skal du nemlig betale 15% i topskat af udbetalingen. Hvis du endnu ikke betaler topskat, men befinder dig tæt på grænsen, kan udbetalingen gøre dig til topskatteyder, hvilket også vil påvirke beskatningen af din resterende indkomst. Dog kan du få pengene udbetalt og indskyde dem på din pension, hvilket kan give dig fradrag og derved penge tilbage i skat.

Hvis du har en mindre privat pensionsopsparing, har du nogle fordele ved at lade dem stå. For det første, kan det styrke din pensionsopsparing, så du har et større rådighedsbeløb når du når den tredje alder. For det andet, får man et højere pensionstillæg fra det offentlige, når man har en lille pensionsopsparing. Feriepengene vil ikke blive modregnet dette tillæg (eller eventuelle sociale ydelser), når du får dem udbetalt ved pensionsalderen. Du behøver heller ikke få dem udbetalt lige når du går på pension. Du kan også vælge at lade dem blive stående og potentielt lade beløbet vokse sig endnu større. Uanset hvad, skal du stadigvæk betale skat af udbetalingen.