Hvordan smager mursten?
Ina Vilbroe Larsø, partner og økonomisk rådgiver BoFinans
Udgivet d. 15. november 2021
Det kan være rigtig svært at få råd til det hele, efter man har forladt arbejdsmarkedet. Når du er pensioneret, er din indtægt typisk mindre, end den du har været vant til mens du har været på arbejdsmarkedet. For mange er det dog rigtig svært at vænne sig til, at skulle begrænse budgettet betydeligt, og nogle for nogle betyder det endda at de ikke har råd til at blive boende i deres bolig.
Spis dine mursten!
Det kan der dog være råd for, hvis du har en stor friværdi i din bolig. Så kan du nemlig benytte dig af den (mere eller mindre delikate) mulighed at 'spise dine mursten' - altså at tage et lån i din friværdi. For nyligt er der åbnet op for, at du kan få lov at låne op til 60% af ejendommens værdi som et lån med 30 års afdragsfrihed. Det betyder, at du i de første 30 år af lånets løbetid kun skal betale rente og bidrag. Du skal med andre ord først begynde at indfri dit lån når de 30 år er gået. Du kan endda selv vælge, om du vil tage lånet til en fast eller en variabel rente. For de fleste er 30 år det samme som resten af deres levetid, eller den tid de har lyst til at blive boende i boligen.
Vil du udnytte din friværdi?
Hvad betyder det at spise mursten?
Kært barn har mange navne. Det at 'spise mursten' bliver også kaldt for et nedsparingslån eller 'at låne i friværdien. Man kalder det 'at spise mursten' fordi, at det billedligt talt er præcist det, du gør. De penge du betaler af på dit boliglån, bliver egentligt lagt i boligens 'mursten' - og du opbygger på den måde en friværdi i boligen. Friværdien er forskellen på boligens værdi og den gæld der er til overs i boligen.
Et nedsparingslån fungerer ved, at du tager et lån i den friværdi, du har i din faste ejendom. Med et nedsparingslån kan du bruge pengene til lige det, du har lyst til. Det kan være alt fra bil og rejser til almindelige hverdagsudgifter. Du 'spiser' altså de mursten hvori friværdien ligger - og jo mere du låner, jo mindre bliver friværdien. Når du tager et nedsparingslån, bliver der taget pant i din bolig. Skulle du ikke betale lånet eller renterne for dit nedsparingslån, kan realkreditinstituttet eller banken sælge din bolig og få betalt dit lån med pengene fra salget. Skulle du gå bort, inden løbetiden på lånet er udløbet, vil realkreditinstituttet eller banken netop også få sine penge igen ved at sælge din bolig.
Et eksempel:
Birte, som er enke, sidder i et hus som for nyligt er vurderet til 5 millioner kr. Hun har en gæld tilbage i huset, som lyder på 1.7 millioner kr. Hun har en meget lille pensionsopsparing, og hun har dermed ikke råd til at afvikle på hendes lån. Til gengæld har hun en betydelig friværdi i huset.
Birte har derfor netop den mulighed her at tage et nedsparingslån (altså et lån i friværdien), hvor hun i princippet kan låne 60% af boligens værdi med 30 års afdragsfrihed, svarende til et nyt lån på 3 millioner kr. Det nye lån kan Birthe bruge til at betale det gamle lån ud, og hun kan blive boende i huset. Dertil har hun jo 1.3 millioner kr. til overs, som kan bidrage til hendes økonomi de næste mange år. Så er der også råd til at forsøde pensionistlivet.
Dette er et godt eksempel på, hvordan du aktivt bruger din friværdi, og spiser af dine mursten.