
5 tips til din forskudsopgørelse
Lene Bjerring, Uvildig Økonomisk Rådgiver
Udgivet d. 8. november 2022
Forskudsopgørelsen for 2023 bliver udgivet d. 15. november. Hvert år får ca. 1/3 af skatteyderne skattesmæk, fordi de ikke har haft helt styr på deres forskudsopgørelse. Er du en af de uheldige, som får en regning fra skat hvert år, så har vi samlet lidt tips til, hvad du skal være ekstra opmærksom på i din forskudsopgørelse her i 2022.
1. Har du længere end 12 km til arbejdet?
Bor du længere end 12 km fra din arbejdsplads, kan du få kørselsfradrag (også kaldet befordringsfradrag). Så selvom transporttiden kan føles lang, så kan kørselsfradraget være et plaster på såret. Du får dog kun fradrag for de dage, hvor du reelt set kører frem og tilbage fra arbejdet - uanset om du tager bilen, det offentlige, eller om du er den morgenfriske cyklist. Du skal derfor huske at indberette de dage du ikke møder ind på arbejdspladsen, f.eks. når du har været syg, været på kursus, eller arbejdet hjemmefra. Især hjemmearbejdsdagene har fået stor relevans de seneste år, da mange er begyndt at arbejde mere hjemmefra efter CoVid-19 epidemien, men glemmer at tilrette deres kørselsfradrag.
2. Har du fået ny boligsituation?
Din boligsituation er vigtig at opdatere i din forskudsopgørelse, da du både betaler ejendomsværdiskat på din ejerbolig, samtidig med at du får et fradrag på dine renteudgifter på dit boliglån. Så er du gået fra at leje til at eje, eller omvendt, så bør du gå ind og tilrette dine skatteoplysninger. Det samme gælder, hvis du flytter fra en ejerbolig til en anden, da værdien på din nye ejendom samt renteudgifterne til det nye boliglån forventeligt ser anderledes ud.
Flytter du mere end 12 km væk fra din arbejdsplads, så kan du derudover også få kørselsfradrag, som beskrevet i forrige afsnit.
Hvordan skal du forholde dig til varmepriserne?
3. Har du omlagt dit lån?
Så har dine renteudgifter højst sandsynligt ændret sig. Ligesom hvis du har købt eller solgt din bolig i løbet af skatteåret, skal du derfor rette din forskudsopgørelse. Der har i løbet af 2022 været en stor bølge af opkonverteringer, hvor boligejerne har omlagt deres lån til en højere rente - og derved fået forhøjede renteudgifter. Hvis surferne af denne bølge ikke får rettet deres forskudsopgørelse, betaler de mere end nødvendigt i skat, da de ikke udnytter deres ligeledes forhøjede rentefradrag.
4. Har din civilstatus ændret sig?
Hvis du enten er blevet skilt eller gift, bør du også tjekke din forskudsopgørelse, da der er sambeskatning imellem ægtefæller. Som udgangspunkt får SKAT automatisk besked, når du bliver skilt eller gift, men alligevel er det en god idé at ændre din forskudsopgørelse. Bliver du f.eks. skilt i løbet af skatteåret, skal du huske at overveje parametre så som ægtefællebidrag, børnepenge, og den fælles ejendomsværdiskat, som i måske har haft på jeres fælles ejerbolig.
5. Har din indkomst ændret sig?
Har du fået forhandlet dig til en højere løn, er du gået på pension, eller er du blevet ledig, er det især vigtigt at rette din forskudsopgørelse. Står du til at få en lavere indkomst i din forskudsopgørelse end du reelt set får udbetalt, risikere du at få et gevaldigt skattesmæk. Får du modsat mindre udbetalt, end det som er indberettet på din forskudsopgørelse, betaler du for meget i skat, og får derfor endnu mindre udbetalt hver måned.
Få 1 times gratis rådgivning - Helt uforpligtende
Vil du vide mere om, hvordan forbrugsudgifterne påvirker din økonomi? Eller måske du gerne vil snakke med en rådgiver om noget helt andet? Så udfyld kontaktformularen til højre og bliv ringet op til en uforpligtende snak med en rådgiver.

Morten E. Hansen
Økonomisk Rådgiver
Få kontakt til en rådgiver
Udfyld kontaktformularen og bliv ringet op af en rådgiver hurtigst muligt.
Du kan også ringe på 70 26 81 09 hverdage 8:30 - 16:30
eller sende en mail til info@bofinans.dk,