Nytårsforsæt

10 nytårsforsæt til din økonomi

Tim Kristensen, uvildig økonomisk rådgiver
opdateret d. 28. december 2022

For mange er nytåret en mulighed for at reflektere på året der gik og starte på en frisk. Hvert år planlægger mange danskere derfor deres nytårsforsæt for det kommende år. I dette indlæg giver vi vores bud på, hvordan du kan bringe din økonomi ind i dine nytårsforsæt.

  1. Undgå overforbrug
  2. Lav et budget
  3. Hav mere end én konto
  4. Tjek din bankkonto dagligt
  5. Læg penge til side hver måned
  6. Begræns impulskøbene
  7. Omlæg dine indkøbsvaner
  8. Skaf lavere renter og gebyrer
  9. Afbetal din gæld
  10. Sælg ud af dine ting

1. Undgå overforbrug

Hvordan undgår du overforbrug? Det simple svar er ikke at bruge mere end du tjener. Det kan være sværere end det lyder, og kræver ofte lidt planlægning. Konkrete forslag til hvordan du kan lykkedes med dette nytårsforsæt, kan finde i de resterende punkter for dette indlæg.

 

2. Lav et budget

Uanset hvor sund din økonomi er, så giver et godt konstrueret budgetskema dig et nødvendigt overblik over din økonomi. Hent en skabelon til et budgetskema, eller lav dit eget, og gå din netbank igennem for alle dine udgifter. Mange bliver overraskede over, hvor mange penge de reelt set bruger om måneden. Du kan selv vælge hvilke/hvor mange poster du vil inkludere i dit buget, men for at holde det fulde overblik, anbefaler vi at du inkluderer alle poster, og går din økonomi igennem et år tilbage for at få et retvisende billede af hvad dine penge er brugt på. Det er selvfølgelig vigtigt, at budgettet ikke overstiger husstandens månedlige indkomst.

Når du først har oprettet dit budgetskema, bør du månedligt tjekke skemaet igennem og opdatere det for eventuelle ændringer. Det kan f.eks. være at du har opsagt en streamingtjeneste eller tilmeldt dig et fitnesscenter i mellemtiden. Det kan også være du forbruger lidt mere vand, end du havde forudset. Ved at holde dit budget opdateret, sikrer du overblikket over din økonomi.

3. Hav mere end én konto

Har du kun én konto, kan det hurtigt blive svært at holde styr på økonomien. Du kan f.eks. benytte dig af et 3-kontosystem. Her har du en budgetkonto, en forbrugskonto og en opsparings konto. Til budgetkontoen overfører du det beløb der skal til for at dække dine faste månedlige udgifter, så som husleje/boliglån, el, medielicens, internet, forsikringer, etc. Overfør gerne lidt ekstra som buffer, hvis nu f.eks. elregningen er lidt højere en given måned end forventet. På forbrugskontoen skal stå det du har til dit forbrug, så som mad, tøj, gaver, fitness, fornøjelser, etc. På opsparingskontoen overfører du det månedlige beløb, som du føler du kan undvære. Jo mindre du overfører til forbrugskontoen, jo mere kan du overføre til din opsparing og vice versa. Nogle vælger at have endnu flere konti, f.eks. en madkonto.

4. Tjek din bankkonto dagligt

Vi hos BoFinans anbefaler at du gør det til et nytårsforsæt at tjekke din bankkonto hver dag. Så holder du dig selv opdateret om, hvor mange penge du har brugt, og hvor mange penge du har til rådighed til resten af måneden. På den måde får du nemlig en retvisende fornemmelse af, om du bør køre forbruget lidt ned resten af måneden. Har du brugt mindre end forventet, kan det også være der er plads til lidt ekstra forkælelse i slutningen af måneden, eller en ekstra overførsel til opsparingen.

I de fleste banker kan du også tilmelde dig en saldotjek service, som regelmæssigt og automatisk opdaterer dig om saldoen på din konto.

5. Læg penge til side hver måned

Du gør det måske allerede, men vi nævner det alligevel som et godt nytårsforsæt. Har du mulighed for det, bør sætte noget af din løn ind på din opsparingskonto hver måned. Her kan du f.eks. benytte din egen banks digitale muligheder. På den måde er du har du en god buffer, hvis f.eks. bilen skal på værksted, eller du har fundet et godt tilbud på en ferierejse. Hvor meget du bør spare op, kommer an på din alder, din indkomst og hvor du er i livet. Når du har lagt dit budget og har fået fastlagt de faste månedlige udgifter, kan du kigge på hvor stor en procentdel af dit tilbageværende rådighedsbeløb du kan undvære hver måned.

Giv din økonomi den bedste start på året

Snak med en rådgiver

6. Begræns impulskøbene

Impulskøbene kan ofte være svære at styre, da de netop ikke er planlagte. Derfor kan de også i høj grad forstyrre det overblik vi får skabt i vores budgetplanlægning, medmindre man tager sig tid til at få styr på dem. Du kan f.eks. fortælle dig selv at hvis et forestående indkøb overstiger en vis beløbsgrænse, så skal du lige give dig selv 24 timer til at tænke over købet, før du slår til. På den måde har du muligheden for at genoverveje om du reelt set har brug for at købe den pågældende ting, eller om du måske bare blev fanget i øjeblikkets købelyst. Uanset hvad er det en god idé at afsætte en buffer i dit forbrugsbudget, så din økonomi ikke falder sammen, hvis du kommer til at lave et par impulskøb.

7. Omlæg dine indkøbsvaner

Madbudgettet kan være en af de store udgifter i budgettet. Især hvis du ikke planlægger dine indkøb og handler ind flere gange om ugen. Ved at lave en madplan, lave en indkøbsliste (og holde dig til den), og kun handle ind én gang om ugen, er der mange penge at spare. Du får bedre udnyttet de varer du handler ind, får købt færre impulskøb, og sparer en masse tid på indkøb. Det giver både mere pusterum i økonomien og i hverdagen.

Det kan du f.eks. gøre ved at lægge en simpel madplan hver uge og at lave aftensmad to dage frem. Mange supermarkeder er også begynd at have en madspildsboks hvor du kan købe varer der er ved at gå på dato til billige penge. Har du ikke mulighed for at udnytte varerne inden du går på datoen, kan du smide dem i fryseren til du får brug for dem.

Der findes forskellige apps som kan hjælpe dig med at få overblikket over dine indkøbs vaner. Vi har lavet en liste over apps til din økonomi, som vi synes er et download værd. Find listen her.

8. Skaf lavere renter og gebyrer

Mange ved ikke det er en mulighed, men vidste du godt at du rent faktisk kan forhandle dine renter og gebyrer ned hos din bank? Det kan f.eks. være ved at omlægge dit realkreditlån til et nyt.

Det gælder sådan set også hos dit forsikringsselskab, telefonselskab, eller din internetudbyder. Hvis det ikke kan lade sig gøre, så kan du undersøge muligheden for at skifte til en anden bank eller udbyder. Du kan måske opdage at du kan få samme internethastighed til lavere pris andet steds. Nogle gange kan du også bruge konkurrenternes vilkår til at forhandle med din egen bank eller udbyder.

Lad os skaffe dig lavere renter og gebyrer

Snak med en rådgiver

9. Afbetal din gæld

Har du forbrugsgæld, eller andre former for gæld, behøver vi ikke fortælle dig at det er et dyrt bekendtskab. Derfor kan det være en idé at bruge dine ekstra midler til at få betalt gælden hurtigere ud. Så kan du spare mange penge på f.eks. renter. Det gør måske økonomien lidt strammere nu og her, men du kan til gengæld se frem til en tid uden månedlige udgifter til et dyrt forbrugslån.

Er du i tvivl om hvordan sådan en gældsafviklingsprocess kan se ud, så kontakt os. Så hjælper vi f.eks. med at skabe overblikket over hvilket lån du bør starte med, og hvor meget din økonomi kan holde til af bruge på gældsafvikling. Så har du større chance for at overholde dette nytårsforsæt. 

10. Sælg ud af dine ting

Vi har stort set alle ting stående i hjemmet, kælderen, eller depotrummet som vi reelt set aldrig bruger. Ved at tage en kritisk tilgang til dine ejendele og sælge det som alligevel bare står og samler støv, har du mulighed for at skaffe en god sum penge hjem til enten nedbringelse af gæld eller indbetaling til opsparing. Selv ting solgt til småbeløb kan hurtigt akkumuleres og blive til et vigtigt beløb i det store billede. Mange skifter i disse tider boligen ud med en ny, og hvilket er den perfekte anledning til at få ryddet op og solgt ud af de ting du ikke har brug for længere.